dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat
Ingen kender ventetiden på Hovedstadens akutmodtagelser
Forventningerne var store, da man i juni 2016 'gik live' og dermed implementerede Sundhedsplatformen på Gentofte Hospital.
Foto: Jens Dresling, Ritzau Foto

Ingen kender ventetiden på Hovedstadens akutmodtagelser

Sundhedsplatformen har gjort, at sygehusene i Region Hovedstaden ikke kender ventetiden for den enkelte patient. Det møder kritik fra flere fronter

HOVEDSTADEN: På langt de fleste af Region Hovedstadens 11 akutmodtagelser har personalet mistet overblik over ventetiderne, skriver Politiken fredag. Det skyldes milliardsatsningen, det nye it-system Sundhedsplatformen, fastslår en række sygehuse og regionen selv, hvilket afføder voldsom kritik.

- På akutmodtagelserne kommer der et fuldstændig uforudsigeligt antal patienter over meget kort tid. Derfor er et overblik over ventetiderne altafgørende. De tidstro data, som Sundhedsplatformen skulle give os alle sammen, er der ikke, siger næstformand i Overlægeforeningen, Lisbeth Lintz til Politiken.

Hovedstadens målsætning er, at 95 pct. af de mindst syge patienter skal tilses inden for fire timer efter ankomst. En målsætning, som eksempelvis Bispebjerg Hospital levede op til før introduktionen af platformen, forklarer ledende overlæge på hospitalet, Birgitte Nybo.

- Om vi stadig efterlever målsætningen, kan jeg ikke sige præcist, siger hun.

Data vigtig for planlægningen
Siden Sundhedsplatformen blev indført sidste år på de første hospitaler – og nu findes på alle hospitaler i regionen – har hverken regionen eller sygehusene kunnet opgøre ventetider. Tidligere kunne man ellers trykke på nogle få knapper, og så dukkede der et fuldt overblik op, der viste, hvor mange patienter der havde været på akutmodtagelsen, og i hvilke tidsrum eller dage der havde været pres på.

Og det er problematisk, siger Britt Holmgaard, oversygeplejerske for tre akutafdelinger på Nordsjællands Hospitaler.

- Vi lever i en verden, hvor data er vigtigt for at planlægge, hvor mange og hvornår patienterne kommer. Hvis der hver mandag kommer flere patienter end om tirsdagen, skal der være flere mennesker på arbejde om mandagen. Men det kan vi ikke trække data på. Og det er ikke en holdbar løsning, siger hun til Politiken.

6 ud af 10 af regionens akutmodtagelser vurderer i en rundspørge, at ventetiden er længere på grund af Sundhedsplatformen.

Regionsdirektør Hjalte Aaberg kalder det en 'overgangsudfordring', regionen befinder sig i. Han erkender, at det er en dum situation, der skal løses 'rigtig, rigtig hurtigt'.

- Men i praksis bliver patienterne jo heldigvis behandlet, de kommer til og bliver taget i den rigtige rækkefølge, siger han til Politiken. 

 

mfa

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.